Prøv denne autentiske opskrift på Chili con Carne. Ja, chili con carne er oprindelig en tex-mex ret – dvs et “love child” født på grænsen mellem Texas og Mexico – så det er med lidt god vilje, at vi kalder det for en mexicansk ret. Men denne version er en smagsoplevelse ud over det sædvanlige! Brugen af hele tørrede chilier giver en enorm opgradering af smagen – simpelthen lækkert!
Ingredienser:
- 1-1,2 kg oksekød i tern (f.eks. bov)
- 3 ancho tørrede chilier
- 3 guajillo tørrede chilier
- 1 løg
- 4 fed hvidløg
- 3-4 tomater
- 1 chipotle i adobo (valgfrit)
- 400 g bønner (enten tørrede sorte bønner* eller 2 ds. bønner)
- 1 liter okse- eller grøntsagsbouillon
- 1 spiseskefuld mexicansk oregano
- 2 teskefulde spidskommen – helst hele, der er ristede og stødte. Men ellers bare stødt spidskommen(plus ekstra efter smag – rist gerne rigeligt)
- 1 teskefuld salt (plus ekstra efter smag)
- friskkværnet sort peber
- olie til stegning
*Fødevarestyrelsen anbefaler, at de sættes i blød i koldt vand i 10-12 timer i køleskabet, inden de koges.
Fremgangsmåde:
(Bruger du tørrede bønner skal du starte dagen før med at lægge dem i blød)
- Rens de tørrede chilier ved at fjerne stilk og frø. Rist dem i ovnen ved 200 °C i 1-2 minutter, indtil de er varme og duftende. Læg de ristede chilier i en skål og dæk dem med det varm vand. Lad dem trække i ca. 20 minutter.
- Skyl og rens tomaterne. Rist dem i ovnen ved 200 °C i 20-30 minutter eller indtil de er klar til brug.
- Varm lidt olie op i en stor gryde og brun oksekødet på alle sider. Tag kødet op af gryden og læg det til side.
- I den samme gryde, tilsæt finthakket løg og steg det, indtil det er blødt. Tilsæt derefter presset hvidløg og steg kort. Skub halvdelen af løg-hvidløgsblandingen over i en blender.
- Dræn de rehydrerede chilier og smag på blødgøringsvandet. Brug bouillon til at blende chilierne, hvis vandet smager bittert, ellers kan du bruge vandet som en del af bouillonen.
- Blend de rehydrerede chilier sammen med en ristet tomat og chipotle (valgfrit). Tilsæt halvdelen af løg-hvidløgsblandingen og lidt bouillon. Blend indtil det er en glat pure.
- Tilsæt chilipuréen til gryden sammen med mexicansk oregano, spidskommen, salt, peber og resten af bouillonen. Tilsæt de stegte kødstykker (inklusive saft) og de resterende ristede tomater.
- Lad retten simre under låg i 1,5-2 timer, eller indtil kødet er mørt.
- Når der er en halv time tilbage af simretiden, skal du tilføje bønnerne.
- Smag retten til med salt og eventuelt mere oregano.
- Server Chili con Carne straks, gerne med garniture som creme fraiche (38%), friskhakket koriander og sprøde tortillachips
- Overskydende Chili con carne kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i flere dage.
Noter
- Hvis du bruger en hel liter bouillon, vil din chili con carne have en mere flydende konsistens. Foretrækker du en tykkere portion, kan du enten bruge mindre bouillon eller tilføje majsstivelse rørt op med vand efter smag.
- Der er mulighed for variation med chilierne, så du behøver ikke bekymre dig om at matche præcis den kombination, jeg har brugt. Vi har tidligere brugt mulato eller pasilla chilier i stedet for Guajillos og opnået et fremragende resultat alligevel.
- Du kan godt udskifte oksekød i tern med hakket oksekød, men du kommer til at mangle den dybe kødsmag, der gør, at denne version er en rigtig “comfort food”